Kasi-Jesper vil hente Mikkel Hansen tilbage til AGK

Jesper 'Kasi' Nielsen har så at sige gjort gendannelsen af AG København afhængig af folkets opbakning, så hvis han får nok af de såkaldte 'likes' på Facebook, skal der ske ting og sager.

- Jeg kan råde folk til at gå ind og 'like' os på Facebook, og jeg har lovet, at hvis vi når 50.000 'likes', så sætter vi i gang igen for alvor. Så kan man måske lave en anden konkurrence, så hvis vi når 100.000 'likes', så vil vi gøre alt hvad vi kan for at købe Mikkel Hansen tilbage til AG København, siger Jesper Nielsen i Go' Morgen Danmark på TV2.

Her erkender han dog også, at han endnu ikke har været i direkte kontakt med hverken Mikkel Hansen eller nogle af de andre danske spillere som Kasper Hvidt og Joachim Boldsen, der også var en del af AG København.

- Jeg respekterer, at de sidder i et andet ansættelsesforhold i en anden klub, og vi er ikke så langt endnu, så vi ved, hvem vi skal have som venstre back, højre fløj eller målmand eller noget som helt andet endnu, siger Jesper Nielsen.

 

 

 

Dagens Gossip