Kasper Hjulmand henter første forstærkning til Mainz

Den danske træner Kasper Hjulmand har været med til at sætte sit første præg på sin nye klub, Mainz 05.

Bundesligaklubbens første indkøb denne sommer er den 25-årige højre back Daniel Brosinski, der er hentet i 2. Bundesligaen hos Greuther Fürth.

Han får en treårig kontrakt, skriver Mainz 05 på sin hjemmeside.

Klubben har været på udkig efter en højre back, efter den tidligere FC København-spiller Zdenek Pospech sagde farvel til klubben efter den forgangne sæson.

- Vi havde fra begyndelsen Daniel Brosinski i tankerne til at afløse Zdenek Pospech. Han er en spiller i en god alder, men allerede med en vis erfaring. Han er ambitiøs og klar til at tage det næste skridt i karrieren, siger Kasper Hjulmand til klubbens hjemmeside.

Daniel Brosinski har erfaring fra Bundesligaen fra sit ophold hos FC Köln, hvor han spillede 18 kampe i den bedste tyske række fra 2008 til 2011.

Mainz indleder den nye sæson af Bundesligaen med en udekamp mod Paderborn 23. august.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV