Kasper Hvidt efter CL-klø: Vi har brug for et mirakel

KIF Kolding København er tæt på en exit fra Champions League-gruppespillet, efter at klubben søndag tabte 23-34 ude til Pick Szeged fra Ungarn.

Med blot to point for 11 kampe og tre kampe tilbage i gruppe B får de danske håndboldmestre svært ved at nå franske Montpellier på sjettepladsen, der udløser adgang til ottendedelsfinalerne.

- Der skal ske et mirakel. Vi tager det kamp for kamp, vi skal vinde alle tre kampe, og så skal vi håbe, at Montpellier ikke vinder nogen, siger Kolding-målmand Kasper Hvidt.

- Nogle gange sker der mirakler i sport. Vi så det senest under EM i håndbold, hvor ikke én havde skudt på Tyskland som europamester. Men som det ser ud lige nu, bliver det meget svært at gå videre, siger målmanden.

Montpellier, der har syv point, er danskernes næste modstander om en uge, når franskmændene aflægger visit i Danmark.

KIF Kolding fik ellers en glimrende begyndelse på kampen mod Pick Szeged, og danskerne kom foran 4-2.

Herefter var styrkeforholdet tydeligt i hjemmeholdets favør.

Kasper Hvidt er godt tilfreds med de første 20 minutter angrebsmæssigt, men defensivt havde hans klub problemer.

Det skyldes også, at spillerne er ved at lære at spille under den spanske cheftræner Antonio Carlos Ortega, der den 30. december sidste år blev udpeget som afløser for fyrede Henrik Kronborg.

- Vi bliver utroligt udfordret forsvarsmæssigt. Vi har lavet ret store forandringer under Carlos, og det kan man se, når vi møder et hold, der er stærkt rent taktisk.

- Pick Szeged udfordrede os hele tiden dér, hvor det var sværest at koordinere to og tre spilleres placeringer. Så der var et hav af misforståelser mellem os.

- Sådan en dag her er faktisk meget brugbar, selv om det er surt at tabe. Vi bliver udfordret, og vi får en masse problemstillinger med hjem, som vi skal have bearbejdet, siger Kasper Hvidt.

/ritzau/

Dagens Gossip