Kasper Hvidt gjorde forskellen mod GOG

Men det var heller ikke hverdagskost, der blev budt på lørdag eftermiddag i GOG Arena.

I over 20 år fra 1987 og fremad var GOG og KIF Kolding de altdominerende hold i dansk herrehåndbold med tilsammen 19 danske mesterskaber i perioden. Og med et utal af drabelige indbyrdes dueller, der ofte var afgørende for, hvem af de to, der skulle være dansk mester. Eller pokalvinder.

En konkurs til GOG i 2010 satte en stopper for disse legendariske dueller, men nu er sydøstfynboerne tilbage. Sådan da.

For mens KIF Kolding - nu med tilføjelsen København - stadig er et magtfaktor i dansk håndbold, er GOG i gang med en opbygningsfase baseret på klubbens gamle dyder og uden de vilde økonomiske satsninger, der for tre-fire år siden drev klubben ud over afgrunden.

Bliv ven med Dagens Kolding på Facebook - Altid gratis nyheder

Sådan noget tager tid. Og derfor var det på papiret ikke to helt ligeværdige hold, der mødtes i Gudme lørdag i den nye udgave af den gamle klassiker.

Men hvad man ikke har i rutine og spillemæssig kvalitet, kan man opveje med gejst og fight, og de kvaliteter forstod hjemmeholdet at udnytte optimalt.

GOGs kollektiv formåede længe at give KIF solid modstand - ikke mindst fordi fynboernes kontrafase efter en sløv start kom til at fungere ganske udmærket. Og havde det ikke været for en særdeles velspillende Kasper Hvidt hos gæsterne, kunne GOG måske have skabt en sensation mod et stadig noget skadesplaget og angrebsmæssigt begrænset KIF-mandskab.

Fynboerne havde i hvert fald chancerne midt i anden halvleg til at bringe sig i førerposition. Men Hvidt stod igen og igen i vejen.

Og i længden svigtede gæsternes rutine ikke topholdet, ligesom en forrygende godt spillende Bo Spellerberg blev en af de forskelle, der gav jyderne den ventede sejr på 27-22 efter 13-12 ved pausen.

Men GOG fik i 50 minutter vist, at holdet for alvor er tilbage på øverste hylde i dansk herrehåndbold, og med en meget talentfuld trup varer det næppe længe, før alle modstandere vil få det hedt, når de besøger Sydøstfyn.

Dagens Gossip

Dagens TV