Kasper Kusk er ramt af en knæskade - ude en måned

Twentes midtbanespiller Kasper Kusk er blevet sat ud af spillet af en knæskade, oplyser den hollandske klub på sin hjemmeside.

Der står ikke noget på hjemmesiden om, hvor lang tid Kasper Kusk vil være ukampdygtig, men hollandske medier skriver, at den danske landsholdsspiller vil være ude i en måneds tid.

Kasper Kusk pådrog sig skaden i 0-0-hjemmekampen mod Feyenoord den 31. august. Kusk måtte lade sig udskifte efter 79 minutter.

Skaden holdt også Kasper Kusk ude af weekendens ligakamp mod Go Ahead Eagles. Han har indtil videre spillet seks kampe for Twente efter sommerens skifte fra AaB.

Den tidligere AaB-profil var for nylig udtaget til landskampene mod Tyrkiet og Armenien. Han fik hele anden halvleg i 1-2-nederlaget mod Tyrkiet i den forbindelse, men ingen spilletid i EM-kvalifikationskampen mod Armenien, som endte med dansk 2-1-sejr.

Der venter det danske fodboldlandshold yderligere to EM-kvalifikationskampe ude mod Albanien og hjemme mod Portugal henholdsvis den 11. og 14. oktober.

Det er dermed tvivlsomt, om 22-årige Kasper Kusk vil nå at kunne blive klar til de vigtige landskampe, hvis prognosen holder stik.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV