Kasper Kusk: Tingene går min vej i øjeblikket

Skrevet af admin

02/11/2015

Dagens topnyheder

Det tog lidt tid at komme i gang, men nu ser fodboldspilleren Kasper Kusk ud til at være på vej til at blive en succeshistorie i FC København.

Den tidligere AaB-profil blev i maj købt tilbage til dansk fodbold af FCK, efter at han havde haft et mislykket ophold på et års tid hos hollandske Twente.

- Når man kommer til en ny klub, tager det lidt tid at finde ind i rytmen.

- Jeg kom frem til en del afslutninger i de første par kampe, men jeg manglede måske lige det sidste, siger den 23-årige offensivspiller.

Kasper Kusk skød sig søndag op som den mest scorende FCK'er i Alka Superligaen i denne sæson, da han scorede to gange i 4-0-sejren over Randers FC i Telia Parken.

Han er noteret for fem pletskud i Superligaen for vicemestrene, der topper tabellen med 30 point for 14 kampe.

Torsdag i sidste uge blev han også matchvinder, da FCK efter forlænget spilletid sendte Fredericia ud af pokalturneringen med en 2-1-sejr på udebane.

- I øjeblikket går tingene min vej. Det så man også ved det andet mål mod Randers, som ikke var en stor chance, men bolden gik alligevel i mål.

- Jeg kan være tilfreds lige nu, men jeg er klar over, at der venter flere kampe. Det vigtigste for mig er at kunne holde det høje niveau i de næste par kampe, siger Kasper Kusk.

FCK har vundet syv af de seneste otte kampe i Superligaen, og holdet har desuden sejret to gange i pokalturneringen.

- Jeg har fået scoret nogle mål, Federico Santander har scoret, og Youssef Toutouh er også kommet ind og er begyndt at score.

- Det er svært for de andre hold at dæmme op for vores spil, fordi målene kan komme fra mange forskellige spillere, siger Kasper Kusk.

/ritzau/