Kasper Schmeichel kan få comeback om en uge

Leicester City kæmper en hård kamp for at undgå nedrykning fra Premier League, men nu kan manager Nigel Pearson se frem til at få forstærkning på målmandsposten.

Efter snart tre måneder på sidelinjen tripper Leicesters danske førstemålmand, Kasper Schmeichel, nemlig for at gøre comeback og hjælpe til i sæsonens afgørende måneder, hvor oprykkerne skal forsøge at sikre sig en ny sæson i den bedste række.

- Kasper er klar om en uge eller deromkring, måske en smule mere, men det går fint med ham, og han deltager i træningen for fuld kraft, siger Nigel Pearson ifølge ESPN Soccernet.

Kasper Schmeichel har ikke været i kamp siden 7. december, da Leicester mødte Aston Villa på udebane.

Kort efter blev han opereret for et brud på en mellemfodsknogle, og selv om det i første omgang blev meldt ud, at danskeren ville være ude i fire til seks uger, er der altså nu gået tre måneder.

Leicester har brug for alle kræfter i nedrykningskampen, for klubben er aktuelt på sidstepladsen i Premier League med 18 point - fire point fra nedrykningsstregen.

Holdet er uden sejr i fem kampe inden den vanskelige udekamp mod Manchester City onsdag aften. Ved den lejlighed vil det igen være den australske veteran Mark Schwarzer, der vogter målet i Schmeichels fravær.

/ritzau/

Dagens Gossip