Kasper Søndergaard bliver alligevel i OL-truppen

Kasper Søndergaard bliver alligevel i den danske OL-trup i håndbold.

Det meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

DHF meddelte ellers torsdag, at højrebacken på grund af en skade ville blive skiftet ud med Lasse Andersson, men at man håbede, at Kasper Søndergaard senere ville kunne træde ind ved OL-turneringen i Rio.

DHF er blevet opmærksom på en ny regel fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der siger, at en udtaget spiller, der bliver skadet fra 18. juli og frem til OL's afslutning, ikke kan genindtræde i truppen.

- Når Gudmundur (Gudmundsson, Danmarks landstræner, red.) vælger at beholde Søndergaard på holdkortet, vel vidende at han ikke kan spille den første del af turneringen, er det, fordi han er en helt central spiller, som holdet ikke vil risikere at afskrive til de afgørende kampe, siger DHF's sportschef, Ulrik Wilbek.

DHF undrer sig over, at forbundet ikke er blevet informeret om den regelændring, der gør det umuligt at skifte Kasper Søndergaard ind igen senere ved OL.

- Vi har kigget alt igennem, og vi er ikke blevet informeret om stramningen.

- Faktisk forhørte vi os i den specifikke situation hos de officielle kanaler, inden vi iværksatte torsdagens udskiftning, og der fik vi i første omgang et forkert svar, så det er mildest sagt frustrerende, at vi nu står i denne situation, siger Ulrik Wilbek.

Lasse Andersson kommer stadig til Rio, men han får i første omgang status af reserve.

/ritzau/

Dagens Gossip