A-kasse-direktør: Forbedringer kommer til at koste

Skrevet af admin

01/05/2015

Mest læste i dag

Helle Thorning-Schmidt (S) drømmer, hvis hun tror, at man kan stoppe strømmen af ledige, der ryger ud af dagpengesystemet, uden at bruge flere penge.

Det siger direktøren for a-kassernes brancheorganisation AK Samvirke, Verner Sand Kirk, efter statsministerens udmelding 1. maj om, at hun vil arbejde for, at færre ryger ud af systemet samtidig med, at det ikke må koste flere penge end i dag.

- Det kan man ikke på kort sigt, siger han.

Hos AK Samvirke, regner man i runde tal med, at der i år hver måned er røget 1200 ledige ud af dagpengesystemet. Derudover begynder mange af de midlertidige arbejdsmarkedsydelser er rinde ud, fortæller Verner Sand Kirk.

- Hvis man skal forsimple det, er det sandsynligvis cirka 30 hver dag, der mister den midlertidige arbejdsmarkedsydelse. For hovedpartens vedkommende står de uden noget som helst, fordi de enten har en ægtefælle eller en lille lejlighed, siger han.

De midlertidige arbejdsmarkedsydelser skulle samle nogle af de ledige, der falder ud af dagpengesystemet op, men nu hvor ydelserne løber ud, føjes der bare til listen af folk, der ryger ud af systemet.

Regeringen har nedsat en dagpengekommission, der skal sikre, at færre ryger ud. Verner Sand Kirks tillid til kommissionens løsning kan dog ligge på et meget lille sted. Kommissionen har nemlig også fået et par betingelser med på vejen.

- Problemet med kommissoriet er, at der står, at en ændring ikke må ændre på den finansielle stabilitet, arbejdsudbuddet og så videre. Og så står der, at det er finansministeriets regneregler, der gælder, siger han.

- Det var de samme regneregler, som påstod, at den her reform ikke vil ramme særlig mange.

Han har derfor også svært ved at høre nogle løsninger i de meldinger, som statsminister Helle Thorning-Schmidt er kommet med 1. maj.

- Det er ikke noget nyt. Det er mere det retoriske setup. Hun sagde jo stort set det samme ved deres kongres, siger Verner Sand Kirk, der appellerer til, at regeringen finder en løsning nu i stedet for at vente på kommissionens arbejde.

/ritzau/