A-kasser behandler vidt forskelligt

Hvis en ledig bliver væk fra samtaler og ikke tager imod anvist arbejde, er det medlemskortet til a-kassen, der afgør, om det fører til et træk i de månedlige dagpenge.

Det oplever flere jobcenterchefer, som Jyllands-Posten har talt med.

Nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at der er stor forskel på, hvor meget a-kasserne sanktionerer de ledige.

I den lave ende af tabellen gav Magistrenes A-kasse i 2012 en rådighedssanktion til 0,8 procent af sine medlemmer, mens ASE, Det Faglige Hus og Min A-Kasse alle lå over 6 procent.

Det er kommunerne, der står for samtaler og aktiverer dagpengemodtagerne, mens myndigheden til at sanktionere ligger hos a-kasserne, skriver Jyllands-Posten.

- Det eneste, vi kan gøre, er at indberette til a-kasserne. Selvfølgelig er der nogle a-kasser, der er rigtigt gode, men der er også nogle a-kasser, som vi stort set aldrig ser en sanktion fra, siger jobcenterchef Susanne Frydenlund fra Ringsted Kommune til Jyllands-Posten.

De store forskelle på a-kassernes sanktioner kan ikke forklares ud fra tilfældigheder og forskellige uddannelsesniveauer blandt de ledige, mener Michael Svarer, professor og økonomisk vismand, som tidligere har undersøgt a-kassernes straffesystem.

- Forskellene tyder på, at der kan være en overvejelse om, at man ikke skal sanktionere nogen, der er kunder i ens egen butik, siger han til Jyllands-Posten.

/ritzau/

 

Dagens Gossip