A-kasser: Der er intet belæg for dagpengesnyd i udlandet

Skrevet af admin

03/09/2014

Dagens topnyheder

Der er ikke nogen grund til at mistænke danske dagpengemodtagere i udlandet for at være arbejdssky. Sådan lyder det fra a-kasserne efter kritik af, at der tilsyneladende er meget lidt kontrol med, om dagpengemodtagerne i udlandet lever op til reglerne.

Ifølge direktøren for a-kassernes sammenslutning AK-Samvirke, Verner Sand Kirk, kan den simple forklaring måske være, at dagpengemodtagerne rent faktisk har travlt med at søge job helt efter bogen.

- Noget tyder på, at der ikke er ret mange indberetninger. Det kan der jo være en god forklaring på. For eksempel at det er udlændinge, der faktisk søger job i hjemlandet og gerne vil have arbejde, siger Verner Sand Kirk.

- Jeg har ikke noget belæg for at antyde, at der er en masse, der går og lopper den af. Men hvis man har en mistanke, så kan a-kasserne faktisk ikke gøre noget som helst. Så er det EU og den danske stat, der skal tage affære, tilføjer han.

Meldingen kommer, efter at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har oplyst, at 3761 borgere har taget dagpenge med til udlandet i 2011-2013.

Kun i 20-25 tilfælde har der været underretninger fra andre EU-lande om, at personer ikke har levet op til reglerne for dagpenge i det pågældende land. Venstres Jakob Engel-Schmidt, der er medlem af Folketingets beskæftigelsesudvalg, mener, at mange bryder reglerne.

Hvis myndighederne mistænker, at udenlandske myndigheder svigter deres ansvar med at holde øje med de danske dagpengemodtagere, må de jo tage affære, mener a-kassernes direktør:

- Det er det enkelte land, der skal føre tilsyn. Hvis landenes myndigheder er i tvivl, så indberetter de det til den danske a-kasse. Hvis tvivlen er berettiget, så tager a-kassen affære, og den pågældende kan miste dagpengene. Det er det, der tilsyneladende ikke sker i ret mange tilfælde.

- Men det er de danske myndigheder, der skal tage affære, hvis de ikke tror, at de udenlandske myndigheder gør deres arbejde ordentligt, siger Verner Sand Kirk.

De samlede udgifter til dagpenge udgør 20 milliarder kroner om året. Heraf gik omkring 22 millioner kroner sidste år til personer, der tog dagpenge med ud af landet.

/ritzau/