A-kasser i oprør over dagpengereform

Det er helt uholdbart, at det bliver a-kasse medlemmer, der skal betale for, at folk ryger ud over dagpengekanten. Det mener FTF-A, der frygter, at det kan få nogen til at fravælge a-kassen.

- Vi kan ikke opfatte den foreslåede finansiering som andet end en skat, der pålægges medlemmer af a-kasserne, siger Knud Grøngaard, formand for FTF-A a-kassen for blandt andet Politiforbundet, Finansforbundet og Dansk Socialrådgiverforening.

- De mennesker, der har valgt at forsikre sig mod økonomisk usikkerhed ved arbejdsløshed, bliver straffet med dette forslag, siger formanden i en kommentar til dagpengeforhandlingerne.

Indtil nu har næsten 600 af FTF-A's medlemmer mistet dagpengeretten, og det tal vil stige i de kommende måneder, vurderer formanden.

FTF-A påpeger, at finansieringen af regeringens forslag betyder, at langt den største del af byrden bæres af de cirka 70 procent af danskerne, som i dag er medlemmer af en a-kasse.

- Vi frygter et kraftigt fald i antallet af forsikrede danskere, og det kan vel ikke være regeringens ønske, mener formanden.

Hos Akademikernes A-kasse, AAK, kalder direktør Michael Valentin det for "en unfair ekstraregning på 1,7 milliarder kroner til a-kassernes medlemmer fra regeringen".

- Det opleves derfor som et skridt frem og 10 tilbage, når regeringen pålægger os at hæve a-kasse kontingentet, mens vi i mange år har gjort alt for at sænke det. Det er et vanvittigt dårligt signal og ikke specielt hjælpsomt, påpeger han.

Både hos FTF-A og hos AAK undrer det, at regeringen lægger udbetalingen og administrationen af ordningen i kommunerne, når det er a-kassernes medlemmer, som finansierer langt den største andel.

- Når vi nu skal plage medlemmerne med en ekstraregning, må det i det mindste være rimeligt, at vi også får opgaverne og de små 300 millioner, der følger med til at løfte opgaven, siger Michael Valentin.

/ritzau/

Dagens Gossip