Kastede spraydåse på bål: To brødre alvorligt forbrændt

Skrevet af admin

03/08/2015

Mest læste i dag

To brødre kom mandag eftermiddag alvorligt til skade, da de kastede en spraydåse på et bål ved deres hjem på Vollerupvej nord for Kalundborg.

Spraydåsen eksploderede, og de to drenge på otte og ni år blev forbrændt i deres ansigter og på armene.

- Naboen hører et brag og løber over for at se, hvad der er sket. Her viser det sig, at de to drenge er blevet voldsomt forbrændte, fortæller vagtchef Lars Galasz fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Derefter ringer naboen 112.

- Det ser meget voldsomt ud, og de to drenge bliver fløjet i helikopter til Hvidovre Hospital, siger vagtchefen.

Det viser sig, at drengene er sluppet noget billigere, end det i første omgang så ud til.

- Den ene af dem er helt sort i hovedet, så man frygter det værste, men det viser sig, at meget af det sorte er maling fra spraydåsen, forklarer Lars Galasz.

Brødrene har dog fået alvorlige forbrændinger i ansigtet og på armene, og den ene af dem har fået brændt alt sit hår af.

- Alligevel må vi sige, at de er sluppet forholdsvis billigt. Det kunne være gået meget værre, understreger vagtchefen.

/ritzau/