Kat gemte sig i en boxmadras, der blev solgt: 10 dage senere fandt man katten

Historien om den forsvundne kat Camo går lige nu verden over. Den blev solgt i en madras på sitet Craigslist, der er en portal, hvor brugere kan købe og sælge brugte ting.

Roy Dufek og hans kæreste Hayley Crews brugte portalen, fordi parret egentlig stod over for en lykkelig begivenhed: De skulle flytte sammen, skriver kptv.com.

Derfor solgte Roy kærestens seng og madras. Da køberen hentede tingene, var alle dog uvidende om, at Hayleys kat, Camo, havde gemt sig i madrassen.

Camo har tidligere kravlet ind i madrassen, når den blev skræmt eller trængte til fred og ro. Derfor var hullet, hvor den kunne mase sig ind, normalt dækket til. Men ikke denne ene dag, hvor sengens nye ejer skulle hente den, og det tænkte Roy ikke lige over - men det gjorde katten.

Da uheldet gik op for parret, gjorde de alt for at få Camo hjem igen. De satte en eftersøgning i gang med dusør til finderen, de postede billeder på nettet, og så satte de en dåse sardiner i olie ved siden af noget, der duftede af Camo selv, i nærheden af køberens hus. Det sidste gav bonus. 

Efter ti dage som efterlyst kat, kunne Roy og Hayley indfange Camo, der havde det nogenlunde, men dog havde tabt sig, havde tilegnet sig nogle skrammer og nogle rifter i poten. En lykkelig slutning på hele miseren.

KPTV - FOX 12

Dagens Gossip