Kate Winslet: Vis mig som jeg ser ud

Skrevet af admin

26/10/2015

Dagens topnyheder

Et foto er et indkapslet moment af virkeligheden, og derfor skal der ikke forskellige filtre på.

Det mener stjerneskuespillerinden Kate Winslet, der har indgået kontrakt som kampagneansigt for kosmetikgiganten l'Oréal.

Fremover skal billeder af den 40-årige Oscar-vindende "Titanic"-stjerne være "fri for yderlige redigering", og det betyder, at fotograferne ikke må udglatte hverken rynker og fuger i hendes ansigt.

- Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg håber, at andre vil følge trop, siger Winslet til mediet E! News og uddyber:

- Det er meget vigtigt for mig, fordi jeg synes, at vi har et ansvar for den yngre generation af kvinder. Vi er alle sammen ansvarlige for at opfostre en generation af unge stærke kvinder, fastslår filmstjernen:

- Jeg tror, at unge piger kigger i magasiner og ser op til succesfulde kvinder, og derfor vil jeg altid vise mig ærligt frem, fordi de her unge piger har brug for stærke forbilleder, mener Winslet, der selv er mor til tre.

I 2003 udsendte Winslet en erklæring, hvor hun harcelerede mod magasinet GQ, der havde retoucheret en billedserie af hende.

- Jeg ser ikke sådan ud - og endnu vigtigere så ønsker jeg heller ikke at ligne det, rasede hun.

Tidligere i år fastslog superskuespillerinden endnu en gang sit budskab i et skarpt interview med magasinet InStyle.

- Jeg kan virkelig sige nu, at jeg mere end nogensinde før elsker det faktum, at jeg er kurvet. Jeg har bryster, numse og en mand, der elsker mig.

- Jeg har altid kigget på, hvordan min karriere går. Og som jeg ser det, har jeg en utrolig tilfredsstillende og givende karriere, der har intet at gøre min størrelsen på min bagdel.

Winslet brød igennem i 1997 i kærlighedsdramaet "Titanic" og er siden blevet en af verdens mest anerkendte skuespillerinder. Hun er den yngste nogensinde til at få seks Oscar-nomineringer, og i 2008 triumferede hun endelig, da hun modtog den gyldne statuette for hovedrollen i nazidramaet "The Reader."

/ritzau/FOKUS