Katolikker og muslimer bad sammen i Frankrig

Skrevet af admin

01/08/2016

Dagens topnyheder

Katolikker og muslimer bad søndag sammen mange steder i Frankrig for i fællesskab at vise solidaritet og sorger over angrebet mod en kirke tirsdag, hvor en præst blev dræbt.

I den over tusind år gamle katedral i Rouen var der omkring 2000 deltagere. Over hundrede af dem var muslimer.

Rouen ligger nær byen Saint Etienne-du-Rouvray, hvor mænd med forbindelser til ekstremistgrupper, dræbte en 84-årig præst under en morgengudstjeneste.

- Vi er meget rørte. Det er en vigtig gestus. De sagde, at det ikke var islam, som dræbte præsten Jacques, sagde ærkebiskoppen i Rouen, Dominique Lebrun.

I byen Lens i det nordlige Frankrig deltog op mod 40 muslimer i en gudstjeneste iført skjorter med teksten "Terrorisme har ingen religion eller identitet".

I Nice, hvor en jihadist dræbte 84 mennesker den 14. juli, ledede den lokale imam Otaman Aissaoui en delegation af muslim til en katolsk gudstjeneste.

- Det at stå sammen er en handling og en reaktion på rædslen og barbariet, sagde Aissaoui.

Muslimer reagerede på en opfordring fra det franske muslimske råd, CFCM, som havde opfordret til solidaritet og medfølelse efter drabet på præsten.

Det var en 19-årig og en medgerningsmand, som trængte ind i kirken tirsdag og skar halsen over på præsten. De to gerningsmænd blev begge dræbt af politiet.

Den 19-årige var terrormistænkt og bar elektronisk fodlænke, mens han ventede på at skulle for retten igen. Han havde siddet fængslet, og anklagemyndigheden havde krævet, at han skulle blive bag tremmer.

/ritzau/AFP