Katolske filippinere korsfæster sig selv i Jesu navn

Skrevet af admin

25/03/2016

Mest læste i dag

På støvede marker hænger de side om side med hænder og fødder naglet fast til trækors. Det er langfredag i Filippinerne, og troende katolikker lader sig korsfæste for at markere påsken. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tilskuere er mødt op for at se de korsfæstede og dem, der vælger at piske sig selv til blods i påskens navn. Og for at se de udklædte romere, der hamrer søm igennem hænder og fødder på de modige kandidater.

En af dem er den 59-årige fisker Willy Salvador.

-Det er min måde at takke Gud for at heale mig.

- Jeg ved, I ikke vil tro mig, men Gud hjalp mig med at komme over et nervøst sammenbrud, siger han.

Willy Salvador har ladet sig korsfæste hvert år på langfredag siden 2006.

Heldigvis er de troende katolikker også bundet med reb, så hele deres vægt ikke holdes oppe af sømmene, og de hænger typisk kun et par minutter på korset, hvorefter de bliver taget ned og får behandlet deres blodige sår.

Rituelle korsfæstelser er en del af den mest ekstreme form for katolsk tilbedelse og bliver praktiseret som en del af markeringen af langfredag i små landsbyer i Filippinerne. Et land med lidt over 80 millioner katolikker.

Den katolske kirke støtter ikke op om rituelle korsfæstelser, men det er en stor turistattraktion i Filippinerne, hvor tusindvis af mennesker årligt kommer for at se på.

/ritzau/