Katte dør af loppemiddel til hunde

Loppemidler, der er beregnet til hunde, er livsfarlige for katte.

Sundhedsstyrelsen advarer derfor katteejere om kun at bruge loppemidler, der er godkendt til katte.

Flere katte er døde eller har fået svære bivirkninger, fordi de har været i kontakt med et loppebekæmpelsesmiddel for hunde.

Sundhedsstyrelsen har fået indberetninger om seks katte, der har haft bivirkninger, hvoraf to katte er døde, tre er kommet sig, mens man ikke ved, hvad der er sket med den sidste kat.

Katte er meget følsomme over for visse loppemidler, og Sundhedsstyrelsen advarer derfor katteejere mod at bruge loppebekæmpelsesmidler, der ikke er godkendt specielt til katte.

Advarsel fremgår allerede af etiketten, hvor man kan læse, om midlet kan bruges til katte. Kattene bliver forgiftet, når de bliver udsat for stoffet permethrin, der findes i loppemiddel til hunde.

Symptomerne på permethrinforgiftning hos katte er muskelsitren, som udvikle sig til kramper, opkast, slingren og eventuel lys- og lydfølsomhed.

Derfor er det vigtigt, hvis en kat skal behandles for lopper, at man bruger et loppemiddel, der specifikt er godkendt til katte, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Dagens Gossip