Katusha forlænger med dobbelt Tour-etapevinder

Skrevet af admin

21/07/2015

Dagens topnyheder

Alder er tilsyneladende ingen hindring for cykelrytteren Joaquim Rodriguez.

Den 36-årige spanske cykelrytter har forlænget kontrakten med Katusha-holdet til og med næste år.

Det meddeler holdet tirsdag på sin hjemmeside.

- Atmosfæren har aldrig været bedre end i denne sæson, siger Joaquim Rodriguez, der har kørt for Katusha siden 2010.

- Det var et logisk valg for mig. Vi besluttede allerede for noget tid siden at fortsætte samarbejdet, men det tager altid lidt tid at færdiggøre en kontrakt.

- Jeg er glad for, at jeg kunne underskrive den på hviledagen. Nu kan jeg imødese den afsluttende uge af Tour de France uden bekymringer, siger spanieren.

Joaquim Rodriguez har vundet to etaper i dette års Tour de France, hvor han tirsdag holder hviledag sammen med de øvrige ryttere.

Den lille spanier ligger desuden nummer to i kampen om den prikkede bjergtrøje.

Eftersom briten Chris Froome (Sky) både fører bjergkonkurrencen og i den samlede stilling, kører Joaquim Rodriguez i øjeblikket med den prikkede bjergtrøje under etaperne.

Spanieren har i løbet af karrieren sikret podieplaceringer i alle de tre store etapeløb, Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España.

/ritzau/