Keld Heick glæder sig til Beatles-koncert i Kolding

Keld Heick står søndag den 6. oktober på scenen sammen med Kolding Mandskor, Karoline Budtz og bandet Flashback.

Selv om han gennem årene har prøvet meget, er det første gang, popikonet Keld Heick skal optræde sammen med et mandskor. Det kommer til at ske søndag den 6. oktober på Kolding Teater, hvor han skal på scenen med Kolding Mandskor, sangerinden Karoline Budtz og bandet Flash Back. Det sker i en koncert, hvor der sættes fokus på The Beatles.

Spørger man Keld Heick om hans forhold til The Beatles, behøver han ikke mange sekunders betænkningstid, inden han siger:

- Beatles har haft en overordentlig stor betydning for min karriere i musikken. Det, der startede det hele for min gruppe The Donkeys og mig, var danmarksmesterskabet i pigtrådsmusik i 1965. Da vi stod på scenen i K.B.-Hallen i januar det år, var det med et selvkomponeret nummer ”I’m Waiting for You”, som i øvrigt var meget inspireret af The Beatles og så en af Liverpool-drengenes helt nye sange ”Eight Days a Week” fra albummet ”Beatles for Sale”, siger Keld Heick og fortsætter:

- Vi var alle fire store fans af John, Paul, George og Ringo, og vores repertoire dengang var i det hele taget meget præget af The Beatles. Da vi brød igennem et år senere, skete der det helt fantastiske, at vi henviste netop dem til 2. pladsen på hitlisten, mens vi selv indtog 1. pladsen i 12-13 uger. Det var stort, og vi var helt overstadige. Ingen andre havde på det tidspunkt holdt Beatles væk fra 1. pladsen i Danmark.

Har mange Beatles-favoritter

Keld Heick sætter stadig Beatles på cd-afspilleren derhjemme, når han bliver nostalgisk og vil høre musikken fra dengang, og der er mange favoritter. En af dem er ”Eight Days a Week” som er en af de numre, han skal synge til koncerten. ”I Feel Fine”, ”Yesterday”, ”Can’t Buy Me Love”, ”Something” og ”Hey, Jude” er nogle af de andre.

- Jeg tror, det er første gang, jeg skal optræde med et mandskor. Hilda og jeg har ofte optrådt med store, blandede kor og orkestre til f.eks. julekoncerter og senest til tv-produktionen fra Skt. Hans aften, hvor vi sang ”Midsommervisen”. Men jeg mener ikke, nogen af os har optrådt med et kor bestående udelukkende af mænd. Så det bliver da både nyt og anderledes. Specielt i en konstellation som denne med Beatles-repertoiret, lyder det fra Keld Heick.

Om koncerten på Kolding Teater siger popikonet: - Jeg er meget spændt på koncerten, som også tæller bandet Flash Back og sangerinden Karoline Budtz. De er jo i den grad eksperter i Beatles, og jeg har med stor fryd lyttet til deres version af George Harrisons ”Here Comes the Sun”. Det bliver et rigtig interessant samarbejde, som jeg virkelig ser frem til. Nu skal det blive spændende at rykke ind i 60’erne og genopfriske de Beatles-sange, som revolutionerede rock- og popmusikken dengang og tog os alle med storm.

Billetter til koncerten kan købes via www.korbillet.dk

Se billederne nedenunder...

Dagens Gossip

Dagens TV