Ken B.: Logisk at Aller-direktør trækker sig

Skrevet af admin

20/06/2014

Dagens topnyheder

Det eneste, der undrer forfatter Ken B. Rasmussen i forbindelse med Per Ingdals fratrædelse som udgiverdirektør i Aller Media, er, at det har taget så lang tid.

- Det lyder logisk, at han trækker sig. Det undrer mig, at det tog så lang tid, inden det skete, siger den tidligere Se og Hør-journalist til Ritzau og tilføjer:

- Forhåbentlig tror han ikke, at sagen er overstået for ham, eller at han går fri, fordi han trækker sig fra Aller, da det i min optik stadig er cheferne, der er hovedansvarlige i miseren.

Ken B. Rasmussen affyrede startskuddet til den omfattende skandale om sladderbladets Se og Hørs metoder med sin bog "Livet det forbandede".

Ifølge forfatteren har Per Ingdal formentlig også kendt til tys-tys-kilden.

- Det er uladsiggørligt, at han ikke har været vidende om det her. Han var en forholdsvis aktiv chefredaktør i de seks måneder, han var på Se og Hør, siger Ken B. Rasmussen.

- Redaktionschef Kim Bretov skrev under på bilagene, så tys-tys-kilden kunne få sine penge, og det er utænkeligt, at han ville skrive under, uden at Per Ingdal var informeret om det, fortsætter han.

Fredag eftermiddag erkender Per Ingdal da også overfor dagbladet BT, at han var vidende om, at Se og Hør havde en kilde, der arbejdede for PBS, det nuværende Nets. Han understreger samtidig, at han ikke kendte til omfanget eller overvågningen generelt.

Per Ingdal fungerede som chefredaktør på Se og Hør, efter at Henrik Qvortrup fratrådte i november 2008, og indtil Kim Henningsen overtog roret i sommeren 2009. Han var atter konstitueret chefredaktør efter Henningsens afgang sidste år.

Både Henrik Qvortrup og Kim Henningsen er også sigtet i den såkaldte Se og Hør-sag, hvor ugebladet angiveligt betalte tys-tys-kilden - en medarbejder hos IBM - for at levere oplysninger om kendtes kreditkorttransaktioner.

Per Ingdal var ikke Ken B. Rasmussens primære mål i hævnaktionen mod sin tidligere arbejdsplads Se og Hør. Det var derimod de personer, der "slagtede folk til højre og venstre". Han tror heller ikke, at det sidste hoved er rullet på Allers direktørgang.

- Jeg tror ikke et øjeblik på, at sagen er slut på grund af det her. Jeg ved, hvad der er sandt og ikke sandt i sagen. Jeg kender beviserne. Lad os sige det sådan: Jeg har "saved the best for last". Jeg er en grundig mand, siger Ken B. Rasmussen.

/ritzau/