Kendelse: Udvist polsk dobbeltmorder skal blive væk

En dommer ved Retten i Glostrup har torsdag afvist at ophæve udvisningen af den livstidsdømte polske dobbeltmorder Pavel Przenioslo, skriver Ekstra Bladets netavis.

I 1997 begik Pavel Przenioslo to drab samt et drabsforsøg.

Han blev straffet med livsvarigt fængsel og udvist af Danmark for bestandigt. I juli 2010 blev han prøveløsladt.

Baggrunden for rettens kendelsen torsdag er endnu ikke offentliggjort.

Da Pavel Przenioslo blev løsladt i 2010, flyttede han til Malmø for at være tæt på sin søn og datter i Danmark.

Børnene og andre familiære relationer til Danmark fik i sidste uge Przenioslo til at forsøge at få udvisningsdommen ophævet, skriver netavisen.

Pavel Przenioslo blev prøveløsladt efter at have afsonet 13 år af sin livstidsdom. Man kan tidligst blive løsladt fra en dom på livstid efter 12 år bag tremmer.

Przenioslos var bare 21 år, da han henrettede sin makker fra et røveri ved at skyde ham i øjet.

Herefter skød han makkerens 18-årige gravide kæreste i hovedet gennem en dyne, inden han også likviderede hendes far.

Kvinden aborterede efterfølgende og blev svært hjerneskadet.

Polakkens dramatiske fortid rummer også et overfald på en fængselsbetjent, som blev banket i hovedet med en jernstang.

Herefter tog Przenioslo en medfange som gidsel og truede ham på livet for at få en pizza i arresten.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV