Kender du en grøn omlakeret Golf med en uoriginal passagerdør?

Skrevet af Elo Christoffersen

12/06/2013

Dagens topnyheder

Syd- og Sønderjyllands Politi beder om hjælp til at finde en bil, der har været brugt i et ualmindeligt aggressivt tyveri af dieselolie.

Ejeren af et firma på Engvej i Vejen opdagede mandag den 10. juni ved 22-tiden, at nogen var ved at stjæle diesel fra en af virksomhedens lastbiler. Ejeren og hans kone kørte deres to biler på tværs af indkørslen til firmaet for at spærre vejen for tyvene.

Tyvene reagerede ved at ramme deres bil, en VW Golf II (årgangene 1987 til 1992), ind i de to biler for at komme væk. De fortsatte derefter via Falck-stationen i Vejen over en cykelsti til Asbovej, hvor de forsvandt. Undervejs smed de diesel ud af bilen for at aflede forfølgerne.

Den omtalte VW Golf II var omlakeret i en mellemgrøn farve, som altså ikke er fabriksfarven. Også plastdele var tilsyneladende lakeret i den farve. Desuden var passagerdøren en anden farve, sandsynligvis gul, beige eller lys brun. Bagerste siderude i førersiden var erstattet med sort plastic.

Syd- og Sønderjyllands Politi vil meget gerne hører fra personer, der måske kender til bilen. Man kan ringe til politiassistent Mads Bjerrregaard, lokalpolitiet i Vejen, på 7258 4699 eller sende en mail til mbj003@politi.dk.