Kendis-blogger: Tilgav for min egen skyld

Skrevet af admin

20/03/2016

Dagens topnyheder

Påsketiden handler om tilgivelse og betyder noget helt særligt for bloggeren og forretningskvinden Mascha Vang, der i et indlæg på sin blog fortæller, at hun selv har kæmpet en del med tilgivelse.

For tre år siden gik den populære blogger, der blev kendt for sin medvirken i underholdningsshowet "Paradise Hotel", nemlig igennem et brud med faren til sin datter, og det var en hård tid, beretter hun.

- Jeg husker tydeligt, hvor sur, knust og såret jeg var, da jeg lå i min nye seng med et skrigende barn ved min side i vores nye, tomme lejlighed.

- I lang tid havde jeg en frygtelig mavepine. Altså så ondt i maven, at jeg næsten ikke kunne holde ud at være vågen, skriver Mascha Vang på sin blog.

I dag har kendis-bloggeren og ekskæresten Nicolas Kiesa dog et rigtig godt forhold til hinanden.

- Én af årsagerne er, at jeg har accepteret Nicolas og tilgivet os begge for den periode, vi var igennem, skriver Mascha Vang og tilføjer, at hun tilgav både sig selv og ekskæresten for bruddet.

- Jeg tror egentlig allermest, at jeg tilgav mig selv for overhovedet at være havnet der, og det gjorde den store forskel, skriver Mascha Vang, der efter bruddet med Nicolas Kiesa har dannet par med komikeren Andreas Bo.

De to gik dog fra hinanden i slutningen af oktober sidste år.

Sammen med Nicolas Kiesa har Mascha Vang datteren Hollie Nolia.

/ritzau/FOKUS