Kendisdatters kæreste frygtes druknet

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

Skæbnen er stadig uvis for fotografen Ian Jones, som er kærester med den tidligere topmodel Tali Lennox, der er datter af den legendariske Eurythmics-sangerinde Annie Lennox.

Det unge kærestepar var lørdag ude at sejle i kajak på Hudson River i delstaten New York, men på grund af dårligt vejr kom parret i problemer og kæntrede i kajakken omkring klokken 10 lørdag formiddag, siger myndighederne til avisen Daily News.

22-årige Lennox blev reddet af en forbipasserende båd, men hendes 32-årige kæreste, der ifølge avisen ikke havde redningsvest på, er fortsat savnet.

Politiet har siden lørdag ledt forgæves efter Jones, men har været nødt til at indstille eftersøgningen et par gange på grund af dårligt vejr, meddeler John Watterson fra redningsmyndigheden.

Lennox selv var ikke kommet til skade efter kæntringen, som myndighederne beskriver som en ulykke uden noget kriminelt bag, tilføjer Watterson.

Ifølge en talsperson for Lennox' mor, sangerinden Annie Lennox, vil man gerne have flere informationer, inden hun udtaler sig om ulykken.

Tali Lennox, som tidligere har været kampagnemodel for Topshop og Burberry, har været kærester med Jones i en længere årrække og bor til dagligt i New York.

/ritzau/FOKUS