Kendispar kæmper videre på projekt baby

Skrevet af admin

19/02/2016

Dagens topnyheder

Tidligere i februar stod Joan Divine frem og fortalte den frygtelige besked om, at hun havde tabt et barn i 2013.

Glamourmodellen, der danner par med den professionelle danser Michael Olesen, havde taget Vild med dans-veteranen i hånden til parrets tredje scanning, da lægen ikke kunne finde hjertelyd.

- Det med at miste er rigtig hårdt, og derfor har vi også kun fortalt til vores nærmeste, hvad der er sket. Guderne skal vide, at der ikke er noget, vi hellere vil end at få børn, berettede hun på sin blog, joandivine.dk, for blandt andet at bryde tabuet om barnløshed.

Derfor har parret været i gang med flere fertilitetsbehandlinger, der blandt andet involverer hormonindsprøjtninger, og torsdag skrev den 37-årige tidligere Playboy-babe så spændt, at hun lørdag skal have taget æg ud til endnu et babyforsøg.

- I dag er sidste dag, jeg skal stikke mig selv. Det lyder helt underligt, men det er vores virkelighed lige nu. Forløbet denne gang har ikke været så slemt, som mange af de andre gange - har jo tænkt den tanke, at det her skal jeg gøre for at blive gravid, så det er bare blevet en del af min dag, skriver Divine i indlægget og fortsætter:

- Denne gang har jeg været lidt længere på medicin end tidligere. Selvom jeg glæder mig rigtig meget, ved jeg desværre også, hvor ondt jeg får bagefter, men jeg er positiv, for det er også en del af vores projekt baby anno 2016.

Efter flere hårde og mislykkedes forsøg håber parret endelig på babybingo og opfordrer læserne til at sende god karma af sted lørdag.

- Jeg håber, I alle krydser fingre for, det går godt på lørdag. Vi vil så gerne snart kalde os forældre, slutter den erfarne Side 9-pige, der i dag arbejder som fotograf.

Læs hele indlægget her: http://joandivine.dk/taeller-dagene-til-aegudtagningen/

Og læs det første indlæg her: http://joandivine.dk/sandheden-om-projekt-baby-og-det-om-at-miste/

/ritzau/FOKUS