Kendistragedie topper Yahoos søgeliste

Tragedien om den unge sangerinde Bobbi Kristina Brown, der døde i sommer efter seks måneders koma som følgerne af en mystisk drukneulykke i et badekar, har virkelig taget verdens opmærksomhed.

Whitney Houstons blot 22-årige afdøde datter er det meste søgte på Yahoo i 2015 og tager dermed placeringen fra sidste års nummer et, virussygdommen ebola.

Apples iPhone kommer på andenpladsen, mens den tidligere topatlet og tv-personlighed Caitlyn Jenner, der gennem 65 år levede som manden Bruce, snupper tredjepladsen.

Det viser Yahoos årlige opgørelse, som søgetjenesten netop har offentliggjort.

Som det meste søgte overhoved på Yahoo ligger unge Brown naturligvis også på førstepladsen over de mest søgte kvindelige kendisser det forgangne år.

Caitlyn Jenner ligger også i toppen af kvindelisten og indtager andenpladsen, mens hendes fremadstormende modeldatter Kendall Jenner spankulerer ind på tredjepladsen.

Top tre over de mest søgte realitystjerner ligger medlemmerne af Kardashian/Jenner-klanen også sikkert og troner over resten af den glamourøse kendisverden.

Caitlyn Jenner, Kendall Jenner og Kim Kardashian placerer sig som henholdsvis den første, anden og tredje mest søgte realitystjerne i 2015.

På listen over de mest søgte mandlige kendisser overstråler de mandlige medlemmer af Kardashian/Jenner-klanen også de andre celebre stjerner.

Verdensmanden Scott Disick og den tidligere Lakers-dunker Lamar Odom, der er ekskæresterne til Kim Kardashians to søstre, Kourtney og Khloé, scorer listens første- og andenplads.

Under dem putter endnu en celeber badboy sig ind på listen - det er nemlig golfspilleren Tiger Woods, der ikke svinger sig op på et såkaldt hole-in-one, men derimod en velklikket tredjeplads.

/ritzau/FOKUS

Dagens Gossip