Kendt aktivist vil redde fængslet amerikaner i Nordkorea

Skrevet af admin

10/02/2014

Mest læste i dag

Nordkorea har afvist en amerikansk topdiplomat, som ellers skulle rejse til det lukkede land for at drøfte skæbnen for en fængslet missionær fra USA. Styret i Pyongyang har trukket ambassadør Robert Kings invitation tilbage uden at give en forklaring.

Men den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Jesse Jackson tilbyder nu at rejse til Nordkorea i stedet for at forsøge at overtale styret til at løslade Kenneth Bae, som i 2013 blev idømt 15 års straffearbejde.

- Efter anmodning fra Baes familie har pastor Jackson tilbudt at rejse til Pyongyang på en humanitær mission med fokus på at få løsladt Bae, siger Jen Psaki, talskvinde for udenrigsministeriet i Washington.

Nordkoreas højesteret dømte den 30. april i fjor Kenneth Bae til 15 års straffearbejde.

Bae, der er født i Sydkorea, men er amerikansk statsborger, var kristen missionær og turguide for flere turister i det ellers så lukkede Nordkorea, før han i november 2012 blev anholdt og anklaget for undergravende virksomhed mod regeringen.

I august sidste år blev han indlagt på et hospital. Han var alvorligt syg efter at have tabt sig 22 kilo efter måneder med hårdt tvangsarbejde.

Kenneth Bae skal være blevet overflyttet fra sygehuset til en af Nordkoreas berygtede arbejdslejre den 20. januar, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/AFP