Kendt cirkusklovn stjæler slik fra barn

For en uge siden var dagen kommet, hvor den fynske pige kunne indløse det gavekort, som hun fik af forældrene i julegave.

Cirkus var i byen, og nu skulle Freya smage den klistrede sukker-sky, som hun i ugevis havde glædet sig til at sætte mælketænderne i.

Med papegøjer på løbehjul og kraftfulde heste var første del af Cirkus Benneweis' forestilling i Odense i fuld gang.

- Det startede skidegodt, fortæller Freyas mor, Sandra Lauritsen, til Dagens.dk om den anmelderroste forestilling.

I den efterfølgende pause var tidspunktet kommet – Freya skulle stifte sit første bekendtskab med candyfloss.

De små fingre holdt om pinden med det luftige og spundne sukker, og mor og datter returnerede fra slikboden og gik tilbage til deres pladser ved manegen.

Her var de to italienske pausekloven Steve og Jones ved at underholde.

Efter lidt tid viste den ene klovn interesse for den lyserøde candyfloss, der på dette tidspunkt i fortællingen var i hænderne på Freyas mor. Den seks-årige pige havde nemlig travlt med at skylle det lyserøde sukkerstads ned med noget vand.

- Klovnen Steve kigger på candyflossen, smiler og tager den ud af hånden på mig, siger Sandra Lauritsen.

Klovnagtigt gik Steve nu rundt blandt publikum med den candyfloss, som Freya knap nåede at smage.

- Så er han væk. Fuldstændig, siger Sandra Lauritsen, der havde forventet, at pauseklovnen ville aflevere slikket tilbage på et tidspunkt.

Candyflossen var tilsyneladende helt væk, da den efter forestillingen heller ikke dukkede op.

Læs også: Den nye Klovn-film er solgt til udlandet

Og selv om den odenseanske mor både kan se det humoristiske i klovnens forsvindingsnummer med den fyldige sukkerspise, og udmærket godt er klar over, at et tyveri af en candyfloss til 30 kroner må betegnes som en småting, så er hun irriteret over episoden i det store telt.

- Alle ved, at man ikke stjæler slik fra et barn, siger Sandra Lauritsen og fortsætter:

- Hvis det var min candyfloss, ville jeg være ligeglad, men jeg er ikke ligeglad på min datters vegne.

Hun er efterfølgende blevet lovet en ny candyfloss af Cirkus Benneweis, der ligeledes har forklaret, at de har taget en samtale med klovnen Steve.

Spiser den ikke selv
Til Dagens.dk forklarer Nadia Benneweis, der sammen med sin tvillingebror i år har overtaget cirkusset fra Diana Benneweis, at klovnen har tradition for at snuppe noget af børnenes slik.

- Det er en del af nummeret, men børnene er som regel rimelige ihærdige for at få deres candyfloss tilbage, siger Nadia Benneweis og fortsætter:

- Han har gjort det i mange år.

Nadia Benneweis forklarer, at klovnen Steve vist er kommet til at give candyflossen tilbage til en forkert person blandt publikum.

- Det er jo ikke sådan, at han er taget hjem for at spise den selv, understreger hun.

Hvad Steve finder på til aftenens forestilling er uvist, men man kan få svaret i Vejle, der i disse dage har besøg af det traditionsrige og omrejsende cirkus.

Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler:

 

Dagens Gossip

Dagens TV