Kendt dansk tv-journalist sat fri efter kidnapning

Den 40-årige journalist og tidligere nyhedsvært Jeppe Nybroe er blevet frigivet efter at have siddet som gidsel i Mellemøsten i flere uger. Det erfarer Ritzau.

Siden begyndelsen af februar har Nybroe været kidnappet, men af hensyn til familien og forhandlingerne med bortførerne om at få ham fri har tilfangetagelsen ind til nu været holdt hemmelig for offentligheden.

Ifølge Ritzaus oplysninger blev Jeppe Nybroe taget til fange 7. februar af en kriminel bande efter at have lejet en bil i Beirut, Libanons hovedstad, hvor han arbejdede som freelance-journalist.

Den danske journalist skal angiveligt være kørt af sted sammen med en lokal hjælper mod det nordlige Libanon, men bortførerne nøjedes tilsyneladende med at tage den danske journalist til fange.

Det er dog usikkert, hvor han har opholdt sig som gidsel. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger sad han i Syrien, mens andre oplysninger peger på, at han muligvis hele tiden har befundet sig i Libanon.

Han befinder sig nu et ukendt, men sikkert sted, oplyser TV2.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV