Kendt dj røg på hospitalet efter bilulykke

Skrevet af admin

22/05/2016

Dagens topnyheder

Den kendte dj Calvin Harris røg en tur på hospitalet, efter at han havde været involveret i en bilulykke i Los Angeles fredag aften.

Musikeren, der står bag numre som "How deep is your love" og "Blame", var på vej til lufthavnen, da hans bil kolliderede med en anden, skriver ABC News.

Den 32-årige dj fik flere skader, og på lægernes opfordring var musikeren med de skotske rødder nødt til at aflyse weekendens to koncerter.

- Han blev undersøgt af lægerne og havde fået flere skader. Han er blevet udskrevet fra hospitalet og er nu ved at komme til hægterne. Derfor er han ikke i stand til at optræde i Las Vegas og på Hangout Festivalen i Alabama, står der i en pressemeddelelse ifølge ABC News.

Ulykken blev også lørdag bekræftet på Calvin Harris' officielle Facebook-profil, hvor der står, at lægerne har opfordret musikeren til at slappe af i nogle dage. Siden opdateringen på det sociale medie er det væltet ind med beskeder fra fans, der ønsker dj'en god bedring.

Musikeren, der danner par med den populære sangerinde Taylor Swift, var passager i bilen, da en anden bilist kørte over i den anden vejbane og kolliderede med Harris' SUV.

/ritzau/FOKUS