Kendt læge om dræbte Rasmus' far: 'Han opfører sig patetisk'

Skrevet af Michael Lauritsen

27/12/2013

Mest læste i dag

- At slå et barn ihjel er utilgiveligt – men mønten har to sider.

Sådan skriver debattøren og børnelægen Vibeke Manniche i et indlæg på sin blog. I indlægget, hvor hun skriver om den tragiske sag om fire-årige Rasmus fra Aalborg, der blev kvalt af sin mor, retter hun en skarp kritik mod medierne, men også faren til den dræbte dreng.

- Den ulykkelige sag om drengen Rasmus, som moren kvalte, rummer uden tvivl meget mere ulykke og psykopati, end vi aner, skriver Vibeke Manniche, der efterlyser moderens version af den forfærdelige hændelse.

Børnelægen henviser blandt andet til, at Ekstra Bladet tidligere har skrevet om farens fortid med en dom for ulovlig tvang, rufferi og afpresning i Københavns barmiljø.

Vibeke Manniche understreger, at hun intet kender til sagen - udover det, man kan læse i medierne.

Men hun undrer sig over farens opførsel og skriver videre, at tankerne, hvad angår faren - i hendes øjne - ledes hen på en psykopat, når man læser tidligere artikel fra Ekstrabladet.

Hun stiller også spørgsmålstegn ved farens involvering af pressen i kampen om at få lov til at arrangere sin afdøde søns begravelse.

- Dette indtryk understøttes af farens patetiske inddragelse af offentligheden i sagen om Rasmus begravelse. Det er som om, at kampen mod moren skal fortsætte – for enhver pris. Rasmus synes sekundær. Næsten ligegyldig. Overhovedet at have kræfter til at skamride medierne få dage efter ens barn er død, forbliver mig en gåde. Lad mig dog præcisere, at jeg intet belæg har for at kalde faren psykopat – og gør det da heller ikke, skriver Vibeke Manniche.

Sagen har fået kæmpe opmærksomhed. Også på sociale medier, som flyder med blandt andet underskriftindsamlinger. Vibeke Manniche antyder, at sagen er formidlet ensidigt, og mistænker, at vi langt fra kender den fulde sandhed.

- Historien rummer helt sikkert meget mere end hvad faren fortæller os, og tanken strejfer mig, om han har chikaneret moren undervejs. Jeg aner det selvfølgelig ikke. Det forbliver et gæt. Men at slå sit barn ihjel forbliver en desperat handling, skriver hun og fortsætter:

- Nils Malmros har jo lavet, hvad mange måtte mene er et kunstværk over konens drab på deres fælles barn. Det forbliver en hæslig gerning at slå et barn ihjel. Også nu. Jeg vil bare gerne kende morens version. Hvad der i sidste ende drev hende til så uigenkaldelig og hæslig en gerning at slå sit barn ihjel. Spillede faren en rolle – eller havde han ingen indflydelse på hendes ugerning?, spørger Vibeke Manniche.

Rasmus begraves lørdag.