Kendt maleri fjernet: Bare bryster generer muslimer og feminister

Mange husker nok da Taleban i Afghanistan sprængte en storslået Buddha-statue i luften, hvilket udløste forargelse over hele verden, fordi religiøse fanatikere på den måde ødelagde uvurderlige kulturskatte.

Men også her i Europa er der eksempler, hvor fanatikere fjerner kunstværker, fordi de støder deres billede af verden, skriver Den Korte Avis.

Faktisk behøver man kun at bevæge sig til Sverige for at finde et eksempel.

I 30 år har der i Riksdagens spisesal hængt et maleri af den romerske gudinde Juno (og i øvrigt også et af gudinden Venus). Men før jul var de to malerier pludselig væk.

Når journalister spurgte folk i Riksdagens administration, hvorfor de var forsvundet, udløste det forlegen latter og fnis. Og så fik man den officielle forklaring: ”Malerierne bliver med mellemrum skiftet ud.”

Der var bare det ved det, at disse malerier ikke var skiftet ud med andre. Juno og Venus var slet og ret fjernet. Årsagen viser sig at være, at Georg Engelhard Schröder, der var barokmaler fra 1700-tallet, har malet Juno med bare bryster.

Nå, ja, og hvad så, vil mange sikkert spørge. Europæisk malerkunst vrimler med billeder af kvinder med bare bryster, for ikke at tale om kvinder, der slet ikke har noget på. Det være sig gudinder eller almindelige dødelige.

Den slags tager langt de fleste europæere som en fuldstændig given del af den frie kunsts udtryksformer.

Men det gør de ikke i den svenske rigsdag. Man må jo tænke på gæster fra muslimske lande

Et anonymt medlem af Riksdagens præsidium betroede en journalist, at den afklædte Juno på væggen var en lidt ”følsom” sag. Og så kom det:

- Man må jo tænke på de udenlandske gæster, specielt fra muslimske lande.

Ræsonnementet er altså, at den svenske rigsdag ikke skal udsmykkes i pagt med svensk kulturtradition, men i pagt med muslimske landes normer.

Man undskylder for sin egen kunstneriske ytringsfrihed og knægter den i den politiske korrektheds navn. Ligesom kredse i Danmark ønskede at gøre det i forbindelse med Muhammed-krisen.

Men i det svenske tilfælde skyldes det ikke engang, at der har været voldsomme og skræmmende reaktioner i den muslimske verden. Intet tyder på, at der overhovedet har været nogen muslimske klager over Junos bryster.

Men der er også en anden årsag.

Riksdagen første viceformand, socialdemokraten Susanne Eberstein, havde nemlig sin egen alternative forklaring på fjernelsen af Juno.

- Jeg synes, at det mere er et feministisk spørgsmål. Det er kedeligt med en barbrystet kvinde, når jeg sidder ved offentlige middage med udenlandske gæster. Jeg synes, at det føles lidt svært at sidde der med mænd, som kigger på os kvinder.

Artiklen er skrevet af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow fra Den Korte Avis.

Dagens Gossip