Kendt modehus lægger krisen bag sig

Efter fem vanskelige kriseår er et af Danmarks ældste og mest eksklusive modehuse tilbage på vækstsporet.

Birger Christensen fik barberet ca. 40 procent af omsætningen, da finanskrisen satte ind midt i 2008, og har siden kæmpet hårdt for at få salgstallene op. Det har ført til en stribe forandringer, som nu bærer frugt for modevirksomheden. Omsætningen er vokset med 15 procent i 2012 til 112 mio. kroner. Dermed er Birger Christensens regnskabstal tilbage på 2007-niveau, hvor forbrugsfesten toppede, og de danske butikker havde det bedre end nogensinde.

»For første gang siden krisen har vi præsteret en omsætning, som er på højde med 2007. Det er en milepæl for os at kunne sige, at vi har overlevet krisen og endda på rigtig fornuftig vis,« siger Jens Birger Christensen, direktør og fjerde generation i det københavnske modehus.

Birger Christensen er dermed en af de få aktører i dansk detailhandel, som i 2013 ikke længere behøver at tale om krisestyring, fyringsrunder og tilpasninger.

»Vi skar én gang for alle, da vi i 2009 gennemførte en fyringsrunde, som kostede ca. 30 procent af medarbejderstaben. Siden den dag har det for os kun handlet om at se fremad og udvikle virksomheden,« siger Jens Birger Christensen.

Birger Christensen har splittet sit brand op i tre dele for at kunne være eksklusiv, dyr og knap så dyr på samme tid. Selve navnet »Birger Christensen« er i dag reserveret til virksomhedens mest eksklusive pelskollektion, som er produceret i Danmark. De øvrige kollektioner under navnene »Bee Cee« og »1869« er produceret uden for landets grænser, hvilket gør betydeligt lavere priser i butikken muligt.

En væsentlig del af omsætningsvæksten kommer fra den italienske skobutik ved navn Geox, som Birger Christensen åbnede i 2011. Men der er også vækst i den øvrige del af forretningen, heriblandt en Hermès- og en Lanvin-butik, og den organiske omsætningsvækst har været ca. ti procent hos Birger Christensen.Risikable investeringer

Alle investeringer har dog ikke været lige lønsomme hos Birger Christensen. Selskabet har investeret ca. 800.000 kroner i en e-butik, som den måtte lukke godt et år efter åbningen, fordi blandt andre Prada ikke ville være med i butikken. Også en investering i Kina mangler endnu at give afkast. Birger Christensen har siden 2011 investeret mere end en million kroner i det kinesiske marked i håb om at kunne åbne egne butikker der, men det er endnu ikke lykkedes selskabet at skrive kontrakt med en partner, som kan åbne Birger Christensen-butikker i det store land, hvor luksus- og pelsforbruget stiger med rekordfart.

Trods vækst i omsætningen kniber det forsat med at skabe et stærkt afkast i modehuset. Driftsresultatet dykker fra 3,8 mio. kroner til 2,6 mio. kroner. Men soliditeten i virksomheden er i orden, understreger Jens Birger Christensen.

»Vi har en soliditet på tæt på 50 procent i dag, og det gør, at vi har et godt forhold til vores kreditorer og banker. Det sammenholdt med, at vi har et godt strategisk fundament at bygge vores fremtid på, er det vigtigste for mig,« siger Jens Birger Christensen.

Han forventer, at omsætningen vil stige yderligere de næste to år.

»I 2013 forventer vi en vækst i omsætningen på syv til ti procent. Det samme gælder 2014,« siger Jens Birger Christensen.

Tilmed har virksomheden forventninger om at forbedre bundlinjen både i 2013 og 2014.

Dagens Gossip