Kendt og prisvindende musikproducer død

I sin lange karriere nåede amerikanske Phil Ramone at arbejde sammen med en sand stjerneparade af kendte musikere, herunder Ray Charles, Bob Dylan, Aretha Franklin, Quincy Jones, Madonna, Paul McCartney, Paul Simon, Frank Sinatra og Stevie Wonder.

Flere af de store navne, som Ramone nåede at arbejde sammen med, begræder lørdag tabet af deres tidligere kollega.

»Det er chokerende,« skriver Aretha Franklin ifølge CNN i en udtalelse.

»I sandhed et af de største navne inden for musikken er væk, men melodierne vil vare ved,« lyder det fra Franklin.

Også Billy Joel hylder den tidligere samarbejdspartner:

»Jeg tænkte altid på Phil Ramone som den mest talentfulde fyr i mit band... Musikverden har mistet en gigant i dag,« skriver Joel i en meddelelse.

Phil Ramone producerede musik inden for en lang række forskellige genrer, og han nåede i sin karriere at blive tildelt ikke mindre end 14 Grammy-priser for sit arbejde i branchen. Han er desuden blevet tildelt prisen som årets producer tilbage i 1980.

Dagens Gossip