Kendt slagter får bøde for udenlandsk ansat

Skrevet af admin

25/02/2015

Dagens topnyheder

En udenlandsk mand arbejdede i for mange timer i en kendt forretning i København, og derfor er forretningen onsdag idømt en bøde på 125.000 kroner.

Slagteren på Kultorvet havde ansat en nepalesisk studerende. Problemet er, at han arbejdede i mere end de tilladte 15 timer pr. uge.

Østre Landsret har i onsdagens dom reduceret den bøde, som Københavns Byret i første omgang havde beregnet. Byretten mente, at bøden skulle være på 190.000 kroner.

Afgørelsen er unødig hård, lyder det i en kommentar fra Dansk Erhverv.

Under sagen har direktøren, Jens "Slagter" Petersen, fortalt, at han mente at have sikret sig.

Både arbejds- og opholdstilladelse blev tjekket, og han havde også en fotokopi af den ansattes pas.

Men den særlige regel om studerende, der kun må arbejde 15 timer om ugen, kendte han ikke noget til, har han fortalt.

Slagteren på Kultorvet er langt fra den første arbejdsgiver, der bliver straffet for overtrædelse af reglerne.

Den nepalesiske studerende nåede at arbejde i 19 måneder, før myndighederne orienterede arbejdsgiveren.

Men det burde og kunne man have gjort langt tidligere, mener Dansk Erhverv. Organisationen peger på, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har meddelt, at man fremover vil informere arbejdsgivere på et tidligt tidspunkt.

- Det er vi naturligvis glade for, for det bør forhindre, at andre virksomheder havner i en lignende situation, siger advokat Lars Alexander Borke fra Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.

Advokaten har repræsenteret Slagteren på Kultorvet i Østre Landsret, og han er skuffet over den forholdsvis høje bøde.

/ritzau/