Kendt tv-vært springer ud som wrestler

Skrevet af admin

25/08/2015

Dagens topnyheder

Det ser ud til, at Jon Stewart måske har fundet sin nye karrierevej efter, at han har valgt at forlade tv-programmet "The Daily Show". I hvert fald hvis man så ham løbe i bokseringen søndag til det allerstørste amerikanske wrestlingarrangement "SummerSlam".

Tv-komikeren var vært på det store arrangement, som blev afholdt i New York denne weekend. Wrestling er ifølge det amerikanske medie CBS en af Stewarts egne sportsfavoritter, og det kunne mærkes på komikerens energi i ringen.

- Jeg har brugt de seneste 16 år på at tale om politik. Nu er det rart at være tilbage i virkeligheden, råbte Jon Stewart til et skrigende wrestlingpublikum til "SummerSlam" i Brooklyn søndag aften. 

Men Stewarts nye virkelighed er ikke blot en dans på roser, for den bød på slag og drama, da han debuterede i sin wrestlingkarriere.

Under en titelkamp mellem de to store wrestling-verdensstjerner, John Cena og Seth Rollins, kom Stewart løbende ind i ringen for selv at sætte dagsordenen. Jon Stewart er kendt for at bruge spydige ord som våben, men denne gang var det en metalstol, som Stewart angreb med.

Og faktisk gik det godt i ringen. Udstyret med gråt hår og skægstubbe fik den 52-årige Stewart slået Rollins lige i maven i sit intimiderende angreb.       

Jon Stewart meddelte i februar, at han ikke længere ville være vært for "The Daily Show". Hans sidste optræden i shoet fandt sted den 6. august, hvorefter han blev afløst af Trevor Noah.

Se Jon Stewart give wrestlingstjernerne tæv på YouTube her: https://www.youtube.com/watch?v=4goGsIXCXLo

/ritzau/FOKUS