Kendt vikingemuseum krakelerer

Allerede for to år siden fastslog eksperter fra Teknologisk Institut, at Vikingeskibsmuseet i Roskilde trænger til en overordentlig kærlig hånd.

Men siden da er der intet sket med bygningen.

Mens de tusinde år gamle skibsvrag fra vikingetiden står som nyfundne, har rammerne, der beskytter dem, kun fået det værre, fordi saltet fra Roskilde Fjord og andre stoffer har fået lov at gnave videre i jernskelettet, skriver Politiken fredag.

Hvis ikke vi snart finder en løsning, ender det i værste fald med, at betonstykkerne en dag falder ned om ørerne på folk, siger museets økonomi- og administrationschef, Claus Christiansen, til Politiken.

Betonbygningen, der er tegnet af arkitekten Erik Christian Sørensen og opført i 1969, krakelerer, fordi jernskelettet ruster under konstruktionens yderste, tynde betonlag.

Derfor har museets bestyrelse nu sendt et nødsignal til Folketingets Kulturudvalg i håb om at få økonomisk støtte til at renovere museet.

Da bygningen har været fredet siden 1997, er renoveringen både mere besværlig og kostbar end ellers, og prisen vil ifølge eksperterne løbe op i 75 millioner kroner.

Det er penge, som hverken Roskilde Kommune eller museet, der i dag har cirka 35.000 færre gæster om året end for 10 år siden, har. Penge, som det ifølge Claus Christiansen heller ikke er let at skaffe hos fonde, selv om flere viser interesse.

- Det kan blive svært, fordi fonde sjældent er interesserede i at donere penge til renovering og drift, siger han.

Han henviser samtidig til, at museet har været ramt af offentlige nedskæringer. Senest i 2010, hvor man skulle spare 1,2 millioner kroner.

I Folketingets Kulturudvalg er man endnu ikke nået at diskutere henvendelsen fra Vikingeskibsmuseet, men udvalgsformand Flemming Møller Mortensen (S) siger til Politiken, at man i udvalget har været klar over problemerne med bygningen.

Når udvalgsmedlemmerne vender tilbage fra ferie, vil han invitere museet til en dialog og diskutere mulighederne med de øvrige partiers kulturordførere.

Han understreger dog, at en museumsrenovering som udgangspunkt er kommunernes egen opgave.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV