Kendte hylder fædre på fars dag

Skrevet af admin

22/06/2015

Mest læste i dag

En bestemt person kunne fejres søndag. Men ikke hvilken som helst person - det var nemlig international fars dag. Så de kendte hyldede deres fædre på de sociale medier med billeder og fars dag-hilsner.

Flere Hollywood-stjerner sendte deres fædre en hyldest på blandt andet billeddelingsmediet Instagram. Men andre hyldede også sig selv.

Justin Timberlake og skuespilleren Jessica Biel blev forældre til lille Silas tidligere på året. Og "Sexyback"-hitmageren skulle naturligvis vise sin søn frem til sine mere end 12 millioner følgere.

- Glædelig fars dag til alle fædre derude. Hilsen det nyeste medlem af faderskabet, skrev en stolt Timberlake på Instagram, da han søndag delte et billede af ham og sin søn.

56-årige Madonna havde været en tur i det gamle fotoalbum og fundet barndomsbillederne frem, som hun søndag lagde op på Instagram.

Og der er blevet gået langt tilbage i albummerne, for hendes billede viser ikonsangerinden selv som spæd med sin mor og far ved hendes side.

- Jeg lever igennem dig, far. Glædelig fars dag, skrev Madonna på Instagram efterfulgt af hashtagget 'Jeg lever for kærligheden'.

Selvom danskerne kunne fejre deres fars dag allerede den 5. juni, fulgte en række danske kendte alligevel strømmen og hyldede mændene i deres liv. 

Den danske sangerinde Coco fra popgruppen Quadron delte et lykkeligt billede af sin far, som oveni købet fyldte 50 år.

- Min meget søde og særlige far. Tillykke med de 50 år og den internationale fars dag, skrev Coco på Instagram.   

Hvornår man fejrer fars dag, varierer i mange lande. Dagen har snart været en fast mærkedag i 100 år. 

Se Justin Timberlakes billede af sin søn her: https://instagram.com/p/4MopyBSdlK/?taken-by=justintimberlake

Og Madonnas far og mor her: https://instagram.com/p/4NQ6v9GEdd/?taken-by=madonna

Og danske Cocos farmand her: https://instagram.com/p/4LAw4UxF3L/?taken-by=cocoquadron

/ritzau/FOKUS