Kendte skal trække socialt udsatte til stemmeboksen

Sådan lyder det fra den tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, som derfor har etableret projektet »Stemmer på Kanten«, som skal få socialt udsatte til at stemme til kommunalvalget til november.

»Stemmer på Kanten« åbner lørdag sit første kampagnekontor i Nakskov, og Lisbeth Zornig Andersen forklarer til dr.dk, at det handler om at møde de udsatte i deres nærmiljø.

»Der bliver blandt andet værtshusmøder. Vi har sendt invitation til alle politikere for at høre, om de har lyst til at deltage og tale om, hvordan man får øget beskæftigelsen på Lolland,« siger hun til dr.dk.

Kampagnen er ikke alene målrettet de socialt udsatte, men også de mennesker, de omgiver sig med - det gælder eksempelvis socialrådgivere, socialpædagoger og frivillige på væresteder. Og der er stærkt brug for frivillige kræfter, forklarer Lollands lokale kampagneleder, Yvonne Guldberg.

»Det bliver rigtig godt at få startet kontoret op her på Lolland, og jeg håber selvfølgelig, at rigtig mange synes, at det er en god sag, som de har lyst til at være en del af og støtte op om,« siger hun på »Stemmer på Kantens« hjemmeside.

Udover Nakskov har »Stemmer på Kanten« også lokale grupper i København, Aarhus, Aalborg og Odense.

»Stemmer på Kanten« har planlagt en række arrangementer, herunder en koncert med bandet Big Fat Snake, ligesom kendisser som skuespilleren Peter Mygind, sangeren Poul Krebs og filminstruktøren Per Fly skal få flere socialt udsatte til stemmeboksen.

Dagens Gossip