Kent Nielsen glæder sig over sine små angribere

Skrevet af admin

19/07/2015

Dagens topnyheder

Kent Nielsen havde søndag for første gang trukket OB-træningstøjet over hovedet til en Alka Superliga-kamp, og det var med succes til følge.

3-0 vandt holdet hjemme over Hobro, og det var da også offensiven, som Kent Nielsen var tilfreds med efter kampen.

- Vi præsterer godt og spiller en god kamp. Vi var gode offensivt, hvor vi lykkedes med at komme frem til en del chancer, siger Kent Nielsen.

Det var Hobros fysisk stærke forsvarsspillere, som havde gjort, at Kent Nielsen valgte at stille med Rasmus Festersen og Rasmus Falk i angrebet.

- Hobro har to meget fysisk stærke forsvarsspillere. Her kan man spørge, om man skal slås med dem eller spille uden om dem. Her valgte vi at gøre det sidste, hvor vi skulle være meget bevægelige i angrebet.

En af de nye offensive spillere, Rasmus Festersen, scorede i sin debut for holdet. Han var da også meget tilfreds med spillet, men personligt ville han selv gerne være kommet frem til mere.

- Jeg er meget tilfreds med kampen i dag, men jeg synes, at der var muligheder til mere. Hvis det skulle være en perfekt kamp, skulle vi dog lige have scoret en enkelt eller to mere inden pausen, siger Rasmus Festersen.

- Vi havde chancen for at score flere mål efter 3-0-målet, men nu skal vi ikke være utilfredse med kampen, når vi starter sæsonen sådan her.

Offensivspilleren Rasmus Falk spillede endnu en gang en stor kamp for fynboerne, og han rundede en stærk eftermiddag af med scoringen til 3-0.

- Jeg synes, at vi i momenter spillede rigtig god fodbold. Der er selvfølgelig plads til forbedringer, men det var fint langt hen ad vejen, siger Falk.

/ritzau/