Kent Nielsen: Ingen dårlig samvittighed over sejr

Efter kampen erkendte AaBs cheftræner Kent Nielsen også, at spillet ikke havde været det skønneste, men at AaB til deres egen fordel havde udnyttet, at FC Midtjylland også havde uskarpe perioder i kampen.

- Vi lavede nok det dårligste forsvarsspil i denne sæson, men vi udnyttede til gengæld, at FC Midtjylland ikke scorede på alle deres muligheder, sagde Kent Nielsen til TV3 Sport 1's udsendte på sidelinjen efter kampen.

- Vores præstation er blandet i dag. Vi lurede vores muligheder, men vi satsede også for meget og var ikke hårde nok i nærkampene, og så kunne de spille på andenboldene. Så det var ikke vores bedste kamp, men jeg har ikke dårlig samvittighed, siger Kent Nielsen om at snuppe de tre point med hjem til Aalborg.

AaB ligger med sejren mandag aften på tredjepladsen foran Randers FC på en bedre målscore. Kent Nielsens beskedenhed er dog for stor til, at han vil glæde sig over bronzemedaljeplaceringen allerede nu.

- Vi har bragt os i en ekstremt fordelagtig situation, men det er jo først afgjort efter 33 kampe. Men vi er fortrøstningsfulde og kører på indtil sidste dag.

Dagens Gossip