Kent Nielsen: Vores kreative spillere leverede

Skrevet af admin

17/04/2016

Dagens topnyheder

Hjemme i Odense slog OB Viborg med 5-1 i Alka Superligaen søndag, og det var ifølge OB-træneren Kent Nielsen svært at lukke forsvaret op i begyndelsen af kampen

- Indtil vi fik scoret, havde vi jo også svært ved at skabe noget. Viborg var dygtige til at forsvare i de første 30 minutter og spillede meget kompakt. Der var ikke meget plads. Det var et spørgsmål om tålmodighed for at få åbnet deres forsvar, siger Kent Nielsen.

OB kom dog foran med 1-0 efter 35 minutter, og herefter fik hjemmeholdet mere rum at gøre brug af i offensiven.

- Lige så snart, der blev lidt plads at spille på, gik det stærkt for os. Det blev lidt selvforstærkende, da vi kom foran, og de var nødt til at åbne lidt mere op.

- Vores kreative folk leverede alle. Både individuelt, men også i kombinationerne var de stærke. De er dygtige, og de viste også i dag, at de både kan score mål og lave oplæg, siger OB-træneren.

Én af de kreative folk i OB-offensiven var Anders K. Jacobsen. Han lavede karrierens første hattrick, og det var han meget tilfreds med.

- Det var mig, der endte med at være i afslutterens rolle og få nogle gode oplæg. Det kan man ikke forvente hver gang, men det er selvfølgelig dejligt at få lov til at lave mit første hattrick, siger Anders K. Jacobsen.

Alle tre af de offensive folk, Anders K. Jacobsen, Rasmus Festersen og Rasmus Falk kom på måltavlen i kampen, og hattrick-helten er også tilfreds med samarbejdet.

- I dag gik det op i en højere enhed. Der blev lavet nogle mål og oplæg på kryds og tværs, og det er rigtig dejligt. De to andre er nogle fantastiske spillere, som også leverede godt her, siger OB-angriberen.

/ritzau/