Kenya anklager italiener for at dope atletikstjerner

Skrevet af admin

03/08/2016

Mest læste i dag

Den italienske atletiktræner Claudio Berardelli blev tirsdag tiltalt for at stå bag flere kenyanske atletikudøveres brug af doping.

Det skete ved retten i Kenya, hvor Berardelli nægtede sig skyldig og blev løsladt mod kaution.

Italieneren blev tidligere arresteret af de kenyanske myndigheder sammen med Federico Rosa, der er chef i et træningsfirma, hvor Claudio Berardelli er ansat.

Federico Rosa var i juni sigtet i en lignende sag, men her endte sigtelsen med at blive frafaldet på grund af manglende beviser.

Berardelli er blandt andet tiltalt for at spille en rolle i forbindelse med den kenyanske maratonstjerne Rita Jeptoos dopingdom. Her mener myndighederne, at den 36-årige atletiktræner har spillet en rolle i Jeptoos brug af epo i 2014.

Rita Jeptoo blev i september 2014 testet positiv for epo uden for konkurrence, og hun fik i oktober 2014 to års karantæne af atletikforbundet i Kenya. Den straf har hun efterfølgende appelleret til Den Internationale Sportsdomstol (CAS).

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) forsøger tværtimod at få trumfet en længere dopingstraf igennem sammen med, at Jeptoo får annulleret sin sejr i Boston Marathon i 2014.

Federico Rosa, som har tætte bånd til Berardelli, er træner for over ti kenyanske topatleter, som skal deltage ved OL i Rio.

Det drejer sig blandt andre om OL-guldvinderen fra 2008 på 1500-meter, Asbel Kiprop, VM-bronzevinderen i 800-meter Eunice Sum og maratonløberen Jemima Sumgong.

/ritzau/