Kenya er på vej til at forlade international straffedomstol

ICC, der er den internationale straffedomstol for krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab, har anklaget Kenyas præsident og vicepræsident for forbrydelser mod menneskeheden - anklager, som de begge nægter sig skyldige i, skriver BBC.

Retssagen mod vicepræsident William Ruto skal efter planen starte ved domstolen i Haag i næste uge, mens retssagen mod præsident Uhuru Kenyatta starter til november.

Der er endnu et par parlamentariske trin, der skal tages, før Kenya endeligt har vedtaget at forlade ICC, og der kan ifølge BBCs oplysninger derfor gå op til et år, før tilbagetrækningen træder i kraft.

ICCs talsperson Fadi El Abdallah oplyser til BBC, at sagerne vil komme for retten, selv om Kenya trækker sig ud, og at det »kun vil have konsekvenser for fremtiden, aldrig for fortiden«. Han siger desuden, at straffedomstolen »kan beslutte at udstede arrestordrer på disse anklagede«, hvis de ikke samarbejder.

Anklagerne mod præsidenten og vicepræsidenten stammer fra perioden efter Kenyas omstridte valg i 2007, hvor mere end 1.000 mennesker blev dræbt og 600.000 blev fordrevet fra deres hjem.

I alt 122 lande, herunder 34 afrikanske, har ratificeret domstolen. Intet andet land har tidligere trukket sig ud af ICC.

BNB/BBC

Dagens Gossip