Kenya får israelsk hjælp til gidseldrama i indkøbscenter

En unavngiven kenyansk sikkerhedskilde fortæller ifølge AFP, at israelske tropper er rykket ind i centret, Westgate, sammen med kenyansk militær for at kæmpe mod terroristerne, der også har taget et ukendt antal gidsler. Og fra en israelsk sikkerhedskilde, som ligeledes er anonym, lyder det ifølge Reuters, at Israel nu også har sendt rådgivere af sted for at hjælpe Kenya med at lægge en strategi, som kan stoppe skyderierne og få gidslerne sikkert frigivet. Denne kilde slår dog fast, at det kun er den rådgivende rolle, som Israel tager del i.

»Der er israelske rådgivere, som hjælper med at finde en forhandlingsstrategi, men ingen israelere er involveret i noget stormangreb,« siger kilden til Reuters og understreger, at der kun er en »håndfuld« israelere ved indkøbscentret, som har adskillige israelsk-ejede forretninger, og hvis besøgende hovedsageligt er udlændinge og kenyanere med penge på lommen.

Mindst 59 er blevet dræbt under angrebet, som begyndte med skyderier lørdag, og heraf er blandt andet tre briter, oplyser det britiske udenrigsministerium. Og mindst 175 er såret ifølge Kenyas indenrigsminister, Joseph Ole Lenku.

»Vi har stadig gidsler i shoppingcentret, og det gør situationen skrøbelig. Vi har indtil videre 59 personer, som er blevet dræbt,« siger indenrigsministeren ifølge AFP.

Danmarks udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), fordømmer terrorangrebet, som også en dansk statsborger var vidne til. Danskeren slap dog uskadt ud af Westgate og har det ifølge ambassadøren, Geert Aagaard Andersen, godt.

Dagens Gossip

Dagens TV