Kenya var advaret om terrorrisiko

En anonym embedsmand har ifølge AFP bekræftet, at flere ministre og Kenyas hærchef havde modtaget en advarsel om, at en plan om at gennemføre et større angreb var under opsejling. »Israel havde advaret om angreb mod deres forretningsmæssige interesser, men udover at blive kastet fra det ene kontor til det andet, blev efterretningsrapporten ikke brugt,« siger embedsmanden til AFP.

Lørdag - en uge efter at de pistolbevæbnede terrorister i fire dage overtog indkøbscenteret Westgate - savnes 61 mennesker fortsat og samtidig også en lang række informationer om, hvorfor Westgates tagparkering delvist styrtede sammen under belejringen, oplyser AFP.

Røde Kors Kenyas chef, Abbas Gullet, fortæller til AFP, at man efter belejringen prioriterede at få de overlevende sikkert på hospitalet.

»Det er sund fornuft at få de sårede trygt ud og behandle dem på hospitalet, og derefter hente ligene. Og derfor ligger der fortsat lig der (i indkøbscenteret, red.),« siger Gullet til AFP.

Hidtil er 67 mennesker bekræftet dræbt under angrebet, der tirsdag blev bragt til en ende da kenyanske sikkerhedsstyrker overtog kontrollen med centeret.

Dagens Gossip