Kenyansk antiterror-chef ser ikke lufthavnsbrand som terror

»Der er ingen forbindelse til nogen form for angreb eller terrorisme. Vi ønsker ikke at spekulere, men på dette tidspunkt tror vi ikke, at der er en sådan sammenhæng,« siger Boniface Mwaniki til Reuters.

Alligevel har myndighederne øget sikkerheden både ved lufthavnen, som er det østlige Afrikas travleste, og andre vigtige steder i landet.

Den voldsomme brand begyndte onsdag morgen, og mens ilden spredte sig i løbet af formiddagen, gik meldingerne ifølge BBC på, at brandfolkene var »faretruende tæt på at løbe tør for vand«.

»Der er en alvorlig brand i JKIA (Jomo Kenyatta International Airport, red.), men vi gør alt, hvad vi kan for at undgå en krise,« sagde talsmand for det kenyanske indenrigsministerium Mutea Iringo ifølge nyhedsbureauet AFP.

Lufthavnen blev evakueret, og talsmanden opfordrede alle til at holde sig væk fra lufthavnen i den kenyanske hovedstad.

Trods rygter om vandmangel fik brandmænd efter fem timers kamp i intens varme bugt med flammerne, og Mutea Iringo fortæller, at dele af lufthavnen, heriblandt området med immigrationsmyndighederne, hvor ilden begyndte, er »totalt ødelagt«. Der er dog ingen meldinger om tilskadekomne.

Tusindvis af passagerer strandede ved lufthavnen på grund af branden, men allerede onsdag aften blev indenrigsfly igen sendt på vingerne, og flyvningen med gods ud og ind af lufthavnen blev ligeledes genoptaget nogle timer senere.

Myndighederne oplyser, at man torsdag vil begynde at gøre indenrigsterminalen - som gik fri af flammerne - klar til at håndtere internationale flyvninger. Telte skal bruges som ekstra plads, så man kan minimere skaderne midt i den kenyanske højsæson for turister og dermed den kenyanske økonomi mest muligt.

Dagens Gossip