Kenyanske tropper vil standse gidseldrama med stormangreb

Ifølge politiet er dødstallet nu oppe på 68 personer, men det kan blive »meget højere« efter aktionen, lyder advarslerne. Men med støtte fra israelske agenter er holdet efter mørkets frembrud gået ind for at sætte en stopper for blodbadet i centret Westgate, skriver AFP.

Det nationale katastrofecenter i Kenya slår fast, at terroraktionen vil »ende i aften«, men rapporterede også om flere skyderier, mens tropperne kæmper mod de tilbageværende bevæbnede mænd fra den somaliske terrorbevægelse al-Shabaab, der har taget ansvaret.

»De kriminelle er nu lokaliseret på et sted i bygningen. Vi har en ligeså god chance for at lykkes med at neutralisere terroristerne, som vi havde håbet på,« siger den kenyanske præsident, Uhuru Kenyatta, i en tale til befolkningen.

Han fortæller, at flere »venlige lande« har tilbudt deres assistance, men indtil videre er det blot en kenyansk aktion. Modsat har en sikkerhedskilde dog bekræftet, at israelere »redder gidsler og sårede«, mens den israelske udenrigsminister nægter at af- eller bekræfte, at Israel er involveret.

Præsident Uhuru Kenyatta fortalte tidligere, at han har familie blandt de dræbte.

»Jeg føler smerte ved hvert eneste liv, der er gået tabt og deler jeres sorg over vores nations tab,« sagde Kenyatta ifølge AFP og kaldte sine dræbte slægtninge, en nevø og dennes kone, »unge, kærlige mennesker, som jeg kendte personligt og elskede«.

Søndag eftermiddag var et ukendt antal gidsler fortsat taget til fange af terrorister i shoppingcentret, og det er dem, tropper nu forsøger at få ud.

Dagens Gossip

Dagens TV