Kenyas præsident beder Somalia tøjle terrorister

Uhuru Kenyatta opfordrede ifølge Al-Jazeera Somalias trængte regering til »at få bragt orden« i landets interne anliggender:

»Hvis deres ønske er, at Kenya trækker sig ud af Somalia, mine venner, så er alt, hvad de behøver at gøre, hvad de skulle have gjort for 20 år siden, nemlig at få bragt deres hus i orden«.

Al-Shabaab angreb i sidste måned indkøbscenteret Westgate i Kenyas hovedstad, Nairobi, og dræbte mindst 67 mennesker og belejrede indkøbscenteret i fire dage. Det skete som hævn for Kenyas militære engagement i Somalia, hvor kenyanske tropper kæmper mod oprørsgrupper.

Al-Shabaab truede tirsdag Kenya med nye angreb. I en erklæring fra terrorgruppen lød det ifølge Al-Jazeera, at Kenyas regering endnu ikke havde lært »en værdifuld lektie«, hvis Kenya besluttede at holde sine tropper i Somalia. Gruppen truede med at »intensivere angreb inde i Kenya til de sidste kenyanske troppers støvler havde forladt somalisk jord«, så ingen kenyanere kunne føle sig trygge i deres eget land.

Den somaliske regering, der kun har begrænset magt uden for hovedstaden Mogadishu, reagerede ikke umiddelbart på opfordringen fra Uhuru Kenyatta.

Dagens Gossip